22. oktober 2021

Uddannet i fødevarevidenskab med mere end 40 års mellemrum

Fødevareuddannelse

I anledning af at fødevareuddannelsen fylder 50 år i 2021 har vi interviewet to kandidater – én med rødder tilbage til dengang uddannelsen var ny, og én der lige er uddannet i 2021. Der er store forskelle fra dengang til nu – men også en del ligheder.

Billede af Helene Fog Froriep Halberg (tv.) og Åse Solvej Hansen
Helene Fog Froriep Halberg (tv.) og Åse Solvej Hansen er begge optaget af at udforske maden, og deres viden er grundlagt på forskellige stadier af fødevarevidenskabens udvikling. Foto: Lene Hundborg Koss

Da Åse Solvej Hansen læste til bromatolog i 1970’erne var hun optaget af at slippe af med farlige tilsætningsstoffer i maden, mens bæredygtighed og fermentering stod højt på agendaen, da Helene Halberg i sommeren 2021 fik sit eksamensbevis som kandidat i fødevarevidenskab med den generelle specialisering (som bromatologuddannelsen hedder i dag). Ved oprettelsen i 1971, var studiet ikke så veltilrettelagt med fag, der var skarpt rettet mod fødevarevidenskabens opgaver og udfordringer, og de studerende måtte ind imellem tage til takke med fag, der var tiltænkt agronomerne eller dyrlægerne.

Se også: INVITATION - 50 års jubilæum for uddannelse i fødevarevidenskab

”Vi havde fx husdyr-anatomi, hvor vi lærte, hvordan man kan aldersbestemme en ko ved at se på dens tænder, samt zoologi, hvor vi blev undervist i insekter med netvinger. Ernæring fandtes slet ikke på uddannelsen, og vi skulle kæmpe for at få nogle fag, der var tilpasset os. Senere i studiet blev det bedre, og vi havde fx teknologiske fag indenfor frugt- og grønsager, kød, mælk og fedtstoffer, samt fødevaremikrobiologi og konservering. Det fantastiske var, at det var en af de første uddannelser på verdensplan, der handlede bredt om videnskaben i fødevarer, og ikke fx kun om kød eller kun om mejeri etc. Og da vi var færdige med uddannelsen, havde vi trods alt opnået en bred viden om rigtig mange forskellige fødevarer,” fortæller Åse Solvej Hansen, der er lektor emerita ved Institut for FødevarevidenskabKøbenhavns Universitet (KU FOOD), hvor uddannelsen til kandidat i fødevarevidenskab foregår i dag.

Åse Solvej Hansen begyndte på den 4,5 år lange bromatologuddannelse på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i 1973. Dengang var der ingen bacheloruddannelse.

Helene Fog Froriep Halberg er videnskabelig assistent på KU FOOD. Hun begyndte i 2015 på bacheloruddannelsen Fødevarer og ernæring og på kandidatuddannelsen i Fødevarevidenskab, der i dag giver rig mulighed for at fokusere sin uddannelse inden for forskellige emner, i 2019:

”Jeg har taget en bachelor i Fødevarer og ernæring, og derefter min kandidat i Fødevarevidenskab, som stort set har bestået af valgfag inden for de emner, der interesserer mig. Jeg har specialiseret mig i spektroskopi og multivariat dataanalyse inden for fødevarer med fag som kemometri, kvantitativ bio-spektroskopi og proces analytisk kemi og teknologi. Jeg synes, der har været gode muligheder for at vælge nogle fag, der er relevante for netop de områder, jeg interesserer mig for,” fortæller Helene Fog Froriep Halberg.

Hvad fik dig til at læse til bromatolog / kandidat i fødevarevidenskab med den generelle specialisering?

Åse: Jeg havde lige taget studentereksamen på et toårigt kursus, og alle døre var åbne, når man havde en studentereksamen – mine forældre havde ingen uddannelse. Der var ikke ret mange af mine venner, der tog studentereksamen – ud af en folkeskoleklasse på 26, var der to, som gik direkte i gymnasiet. Og på bromatologuddannelsen var rigtig mange af os faktisk mønsterbrydere i forhold til at være de første i familien, der tog en længerevarende uddannelse. Jeg havde altid interesseret mig for fødevarer og ernæring og læste om uddannelsen i bogen ”Hvad kan jeg blive” (datidens Uddannelses Guide - UG, red.).

Helene: Det ligner lidt min fortælling. Jeg har også altid interesseret mig for fødevarer og ernæring, men da det kom til at skulle vælge uddannelse, var jeg dog i tvivl om, hvad jeg skulle læse. Jeg overvejede bl.a. studier som medicin, cand.polit. og psykologi. Men i sidste ende vendte jeg tilbage til min interesse for fødevarer, og endte med at vælge fødevarevidenskab, der bl.a. tiltalte mig, fordi der er så mange forskellige aspekter af uddannelsen - det er en bred uddannelse, der kan føre mange steder hen.

Hvad lærer man egentlig overordnet set som bromatolog/kandidat i fødevarevidenskab med den generelle specialisering?

Helene: Man lærer en masse om, hvad der foregår i fødevarer, men også om fremstillingsprocesser. Man har fag som cellebiologi, mikrobiologi, fødevarekemi og -fysik, men også procesmonitorering og proceskontrol. Man bliver både undervist i de klassiske kemiske analysemetoder, men også det som jeg interesserer mig særligt for: Spektroskopi og dermed håndteringen af store mængder data om fødevarer.

Åse: Vi lærte en hel del om de enkelte fødevarer – hvad de bestod af og opbygningen af dem. Vi lærte meget ved laboratoriearbejdet, da vi kun var to studerende om hver øvelse. Dengang havde vi kun de traditionelle statistiske metoder til at bearbejde resultater med, men vi havde edb, som det hed i computerens barndom, og skulle kode på et hulkort. Det foregik i et stort rum, hvor der stod en kolossal edb-maskine. Industrien var meget anderledes end i dag, og noget af det vigtigste dengang, faktisk ligesom i dag, var mikrobiologien – både den positive, der kan bruges til at forarbejde fødevarer, samt den negative, der kan være sygdomsfremkaldende. Vi blev også undervist i fødevarelovgivning, da mange jo også bliver ansat i det offentlige.

Hvordan er/var det internationale fokus på uddannelsen?

Helene: Stort set al litteratur er på engelsk, og hele kandidaten er engelsksproget, så uddannelsen retter sig imod, at man skal kunne begå sig internationalt. Derfor har jeg også et indtryk af, at det er en uddannelse, man let kan tage med sig ud – og derudover er der en del internationale studerende. Nogle tager enten praktik eller et semester i udlandet, og nogle gange indgår der rejser i et fag. På kurset Cool Climate Viticulture and Enology besøger man fx et tysk universitet, der har fokus på vin.

Åse: Da vi blev uddannet, arrangerede nogle af lærerne sammen med de studerende en rejse, og jeg var fx både i Polen og Ungarn. Ungarn havde et institut for fødevaremikrobiolog, der var internationalt anerkendt, og det var jo spændende at se, hvad de arbejdede med. Det var nogle helt andre produkter, end vi var vant til – de fermenterede fx pølser på en anden måde, så de blev hvide udenpå – lidt i stil med, når vi laver brieost. Vi oplevede også, hvordan Maggi (Maguar = ungarer) bouillonterninger blev produceret af kødrester.

Billede af Helene Fog Froriep Halberg (tv.) og Åse Solvej Hansen
Foto: Lene Hundborg Koss

Både fødevareindustri og jobsituation har forandret sig

Åse: Vi var på mange virksomhedsbesøg. I 1970’erne var der meget mere produktion af fødevarer, hvor vi nok i dag laver flere ingredienser. Vi havde måske syv sukkerfabrikker i Danmark og en lang række fabrikker til oparbejdning af frugt- og grønsager – i dag er der langt færre virksomheder på hvert område.

Helene: Vi var også på mange virksomhedsbesøg, og som en del af uddannelsen kan vi vælge et praktikforløb. For mit eget vedkommende var jeg fem måneder i praktik hos en dansk vinproducent, som i stedet for at lave vin på druer har valgt at bruge de frugter og bær, som gror godt i Danmark. Jeg indgik primært i det daglige arbejde som vinmager, og så havde jeg sideløbende et projekt, hvor jeg brugte restgæret fra vinproduktionen til forsøg med at bage brød. Det var fedt at komme ud i en virksomhed og opleve, hvordan arbejdet rent praktisk foregår i en fødevarevirksomhed.

Få flere nyheder om fødevareforskning og -uddannelse ved at tilmelde dig KU FOOD's nyhedsbrev, som udkommer 4 gange om året

Åse: Efterhånden som vi blev færdige, gik det op for os, at det måske ville blive ret svært at få job. Uddannelsen var stadig ny, og det var farmaceuter, dyrlæger og ingeniører, der sad på de job, vi var egnede til. Jeg var så heldig at skrive speciale hos Schulstad, hvor jeg så også fik et job. Men der var mange af dem, jeg læste sammen med, der gik ledige i lang tid.

Helene: Det er ikke alle, der står med et job på hånden, lige efter de har forsvaret deres speciale, men de fleste får job i løbet af ret kort tid. Der er rigtig mange virksomheder, der har fødevarekandidater, og som godt ved, hvad uddannelsen står får.

Var/er der nogle særlige temaer, som optager de studerende?

Åse: En del af os var meget optagede af tilsætningsstoffer, for indtil 1973 havde man kun en negativliste over stoffer, man ikke måtte bruge i fødevarer, men i 1973 kom så positivlisten, som altså omvendt specificerede, hvilke stoffer det var tilladt at bruge. Der blev brugt nogle ret forfærdelige ting i maden, og der var fx nyheder om børn, der fik voldsomme allergiske reaktioner på de tilsætningsstoffer, man brugte i slik. Når vi var på virksomhedsbesøg, var vi næsten mere interesserede i, hvilke tilsætningsstoffer de brugte end selve produkterne, og der er ingen tvivl om, at vi var nogle stykker, der fik lærerne til at krumme tæer med vores spørgsmål dengang.

Helene: I min studietid er bæredygtighed begyndt at fylde mere og mere – hos de studerende, men også i forhold til indholdet på kurserne, der i højere grad har fået fokus på bæredygtighed og klima. Fermentering har også været et emne, som flere har interesseret sig for.

Hvordan var studiemiljøet, mens I læste?

Åse: Vi var ikke så mange på årgangene og havde nogle fælles ting at kæmpe for – især det med at få tilrettelagt uddannelsen, så fagene passede til os. Fx at få ernæring ind i uddannelsen, og det var med til at sammentømre os som gruppe. Der var en rigtig god stemning på uddannelsen, og vi gik ikke så meget op i, hvilke årgange vi tilhørte, men talte rigtig meget sammen på kryds og tværs. Uddannelsen til bromatolog var en Guds gave for mig, og det har været en fornøjelse at gå på arbejdet – både da jeg var i fødevareindustrien – og senere, da jeg blev ansat på Københavns Universitet som adjunkt og senere lektor.

Helene: Selvom studiet er blevet meget større, er der stadig et rigtig godt fællesskab – også på tværs af årgangene. Vi arrangerede fester på tværs af årgangene, rusvejlederne var fra forskellige årgange, og vi har også talt sammen på kryds og tværs og fået hjælp af hinanden. På kandidaten har studiemiljøet for mit vedkommende været præget af corona, der påvirkede halvdelen af uddannelsen. Heldigvis fik jeg lov til at skrive mit speciale på universitetet, hvor jeg kunne udføre forsøg i laboratorierne. Helt generelt er der et godt sammenhold og en god atmosfære blandt de studerende. Der er ingen spidse albuer, og jeg tænker helt klart tilbage på et behageligt studiemiljø.