Hafnis historie er både til at le og græde over. Fuld af situationskomik og virtuos sproglig humor. Fuld af sorg og angst, som på én gang formidles og lindres af Helles vidunderlige sprog. Der er ingen happy ending. Men der er heller ikke intet håb. Der er en venlig receptionist. Og der er et lydhørt, tålmodigt, usynligt ”du”, der i den ydre fortælleramme lægger øre til Hafnis beretning, så hun ikke er alene. Diskrepansen mellem Hafnis ”plaprende” talesprog (Hafni undskylder selv, at hun ”plaprer”) og Helle Helles superformfuldendte selvbevidste skriftsprog er noget af det, der giver romanen sin fortryllende spændkraft.