Lars Mortimer Munck af Rosenschöld (1935-2026)

Lars Muncks tilhørte en gammel svensk adelsslægt og kendte sin familie mange generationer tilbage. Han kunne fortælle levende og detaljeret om sine forfædre, blandt andre naturforskeren Eberhard Munck af Rosenschöld (1811-1869), der i Linnés ånd sendte planter og insekter hjem til Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm, heriblandt stevia, som i dag bruges som sødemiddel over hele verden.

Lars Munck forblev hele livet svensk statsborger, men det var i Danmark, han satte sit største aftryk. Han blev uddannet ved Lunds Universitet, hvor han i 1972 blev fil.dr. og docent i genetik. Allerede som ung forsker ved Sveriges Utsädesförening i Svalöv fandt han i midten af 1960'erne, med en farvebindingsmetode, han selv havde været med til at udvikle, den første højlysin-byg, Hiproly, i verdensbygsamlingen. Fundet, der blev publiceret i Science i 1970, viste, at kornets proteinkvalitet kunne forbedres genetisk. Det blev hans mest kendte videnskabelige resultat og begyndelsen på et forskningsprogram om næringsrig byg, som fulgte ham resten af livet.

I 1973 flyttede han til København for at lede Afdelingen for Bioteknologi på Carlsberg Forskningslaboratorium, hvor han blev til 1991. Her udviklede han komplette systemer til kvalitetskontrol og beslutningsstøtte for malterier og møller, og allerede i 1970'erne tog han, inspireret af Harald Martens, kemometri og nærinfrarød spektroskopi (NIR) i brug. Han redigerede bogen Fluorescence Analysis in Foods (1989), som blev et standardværk indenfor fødevareanalyse.

I 1980'erne skabte Lars Munck som leder af Afdelingen for Bioteknologi på Carlsberg Forskningslaboratorium et unikt miljø for forskning og udvikling inden for kornteknologi. Medarbejderne havde vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, da Lars lagde stor vægt på at rekruttere folk med forskellige kompetencer. Med planteforædlere, kemikere, forskellige typer ingeniører, en bager samt en levnedsmiddel- og foderernæringsekspert skabte Lars „kornteknologiens produktionskæde“ i laboratoriet. Det var en tid, hvor forskning og udvikling blev prioriteret højt, og der var rigelige midler til investering i avanceret udstyr og analyseinstrumenter.

I 1991 blev Lars Munck professor ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL). KVL blev senere fusioneret med og er i dag en del af Københavns Universitet. I løbet af femten år opbyggede han en kemometri- og spektroskopigruppe, som endte med at blive verdens største akademiske kemometrigruppe. Det hele byggede på hans visioner og ambitioner, men altid med et skarpt blik for, at alle udnyttede deres ressourcer fuldt ud. I 1995 blev kemometri for første gang en del af det faste pensum på et dansk universitet, og gruppens metoder til online kvalitetskontrol baseret på spektroskopi, billedanalyse og kemometri fandt hurtigt vej til fødevare- og medicinalindustrien.

I begge grupper havde nogle af medarbejderne stor erfaring, men der var også mange helt unge mennesker, såsom nyuddannede kemikere eller laboranter, der havde Lars som deres første chef. Lars sørgede personligt for, at de unge følte sig hørt og kom til at føle sig som en del af en stor familie.

Lars arrangerede blandt andet flere workshops på Carlsberg, og senere på KVL, med deltagelse af internationale forskere. Sådanne arrangementer omfattede som regel en tur til sommerhuset på Hven. Her viste Lars endnu et talent: Han var en fremragende kok og kunne trylle de mest vidunderlige retter frem i det lille sommerhuskøkken.

Lars sagde ofte: „For at kunne lære må man først aflære.“ Hermed mente han, at man altid skulle gå til en udfordring med et åbent og fordomsfrit sind. Der var ikke plads til tanken om, at „det virker nok aldrig“. Han kom ofte til Forskningscentret og KVL med et væld af idéer fra sin tankefulde morgentur med Kystbanen fra hjemmet i Helsingør. Disse idéer gav han derefter videre i en lind strøm som udfordringer til de forskellige medarbejdere. Lars var lige så stædig, som han var entusiastisk, og han kunne ofte se noget, som vi andre med vores begrænsede erfaring simpelthen ikke kunne se. „There is no substitute for professionalism” var et ofte brugt udtryk, når han syntes kollegaer var ved at give op.

Lars har lært os alle utrolig meget om, hvordan man inspirerer hinanden, og hvordan man får det bedste frem i kolleger og medarbejdere. Lars udviste altid stor empati, og hans smittende nysgerrighed og humor prægede alle han samarbejdede med. Disse egenskaber har fulgt mange af medarbejderne gennem resten af deres arbejdsliv.

Lars var kendt for sin enestående gæstfrihed, som fik alle til at føle sig godt tilpas. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at skabe de bedst mulige betingelser for samarbejde blandt sine medarbejdere og mellem forskerkolleger. De mange videnskabelige artikler, som Lars skrev sammen med sine kolleger, blev ofte til i hans hjem i Helsingør. Køkkenet eller en del af stuen blev da forvandlet til skrivestue.

Man kunne ikke ønske sig en bedre leder end Lars Munck. Han støttede og værnede om sine medarbejdere og sørgede for, at alle blev taget godt hånd om.

Lars var svensker hele livet, men han holdt af Danmark. Det tog ham, som han selv skrev, tyve år at forstå de danske understatements, og han satte stor pris på den danske hygge, helst en god diskussion omkring et bord med øl og smørrebrød i et sommerhus med udsigt over vandet. Da han i 2005 flyttede tilbage til Lund, skrev han, at han ikke kendte nogen, „hverken dansk eller udlænding“, som havde fået så gode muligheder i Danmark.

Fagligt var Lars en utrættelig fortaler for eksplorativ forskning og et opgør med den rene reduktionisme. Han så sig selv som en af de sidste overlevende fra den klassiske, observerende biologi med rødder hos Linné, Mendel og Darwin. Fordi menneskets hjerne kun i begrænset omfang kan overskue store, samtidige datamængder, mente han, at forskeren skulle måle først og formulere hypoteserne bagefter, med kemometrien som redskab. „Mens teknologien er et eksprestog, er videnskaben en snegl,“ skrev han. Han var medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Akademiet for de Tekniske Videnskaber og var Ridder af Dannebrog.

Han blev ved med at forske længe efter, at han var gået på pension. Som midt-firsårig publicerede han i 2021 sammen med gode kollegaer en artikel i Trends in Plant Science, og helt til det sidste arbejdede han på at forene spektroskopi, genetik og fysik i et samlet billede af livet. I et af sine sidste manuskripter takkede han de omkring 250 medarbejdere og de mange studerende, han havde arbejdet sammen med gennem 60 år.

Lars Munck efterlader sig sin partner Barbro, sin søn Magnus Munck, tre børnebørn og tre oldebørn. Vi er mange kolleger, tidligere studerende og venner i Danmark, Sverige og resten af verden, der vil savne ham. Æret være hans minde.

Lars Hallgren, Pernille Bjørn Petersen, Lars Nørgaard, Søren Balling Engelsen, Rasmus Bro, Claus Andersson, Birthe Pontoppidan Møller Jespersen, Jesper Pram Rahbek, Merete Møller Engelsen, Åsmund Rinnan