Med udgangspunkt i Lee Edelmans polemiske argumentation imod reproduktiv futurisme og Sara Ahmeds fokus på queer attachments analyserer og diskuterer artiklen queer slægtskab, som det fremstilles i den amerikanske spillefilm The Kids Are All Right. Der argumenteres for, at børnenes heteronormative temporale udvikling i filmen gør et queer slægtskab heteronormativt genkendeligt, mens der samtidigt udkæmpes en brutal forhandling om maskulinitet, slægtskab og queerhed af sæddonoren Paul og moren Nic. Afsluttende diskuteres begrebet reproduktiv futurisme med udgangspunkt i José Estaban Muñoz’ kritik af Edelman og i Foucaults begreb om racisme som biopolitikkens dødsfunktion. Her peges på, at race forsvinder i Edelmans tænkning, men spiller en central rolle i konfigurationen af slægtskab i The Kids.