Nærværende artikel har til formål at analysere Nietzsches metriske filosofi, samt at forsvare dette som begreb for hans tænkning. Det vil foregå med udgangspunkt i den fragmentariske skrift som epigrammets to momenter: digtet og aforismen. Det skal ydermere begrundes, hvorledes Nietzsches forfatterskab som stil betragtet, kræver kommentaren og fortolkningen. Sammen med den stil man finder i Nietzsches forfatter-skab, finder man tillige et uafsluttet korpus, som kræver, hvad jeg skal udlægge som læsningens supplement. Sideløbende hermed giver disse tre bestræbelser derfor anledning til generelle be-tragtninger over filosofiens metode