Sprogrådgivningen i Danmark har i en lang årrække forsøgt at ændre offentlige myndigheders skriftlige sprog til borgerne, og fokus har generelt været på en række ’gode råd’ såsom ’undgå passiver’. Den empirisk baserede viden om effekten af disse råd hos modtageren er dog særdeles beskeden. Denne artikel præsenterer en metode til at undersøge effekterne (eller mangel på samme) af passiven på modtageres forståelse af og holdninger til breve fra en offentlig myndighed. I et krydsdesign læste to gange ti respondenter det samme brev i to versioner: en version med en del passiver og en version uden passiver. Resultaterne indikerer, at passiver ikke påvirker graden af forståelse hos respondenterne og kun har en minimal effekt på holdningerne med undtagelse af oplevelsen af ’upersonligt sprog’. Resultaterne viser også, at respondenter uden en lang videregående uddannelse har en lavere forståelse af brevene generelt end respondenter med en lang videregående uddannelse. Artiklen afsluttes med en vurdering af det eksperimentelle design og en diskussion af, hvilke faktorer der kan have haft en indflydelse på resultaterne, såsom typerne af passiver, konteksten og brevenes indhold. Vi argumenterer for, at metoden er valid og kan give sprogrådgivningen et empirisk fundament i forhold til modtagerens perspektiv, og at resultaterne indikerer, at rådet om at ’undgå passiver’ skal nuanceres betydeligt, i det omfang det overhovedet skal bevares i sprogrådgivningen.