Denne artikel behandler fænomenet dativ-e på et brugsfunktionalistisk og sprogbrugsempirisk grundlag. Dativ-e drejer sig i meget korte træk om, at en del tyske neutrums- og maskulinumssubstantiver i singularis dativ under visse betingelser optræder i en form med -e-endelse. Spørgsmålet er, hvad disse betingelser reelt er, og om der kan findes en operationel form at formidle dem i for den ubefæstede grammatikbruger?